FRIIS & MOLTKE Architects vinder Steno Diabetes Center Nordjylland
Region Nordjylland har netop offentliggjort det rådgiverteam, der skal stå i spidsen for at udforme det nye Steno Diabetes Center Nordjylland. Holdet består af FRIIS & MOLTKE Architects som totalrådgiver og med Rambøll og Møller & Grønborg som underrådgivere.
Etableringen af det nye Steno Diabetes Center Nordjylland, som sker i et tæt samarbejde mellem Region Nordjylland og Novo Nordisk Fonden, bliver en del af det nationale netværk af diabetescentre i regionerne i Danmark.
”Vi er stolte over, at vi er blevet valgt til endnu en sundhedsopgave” udtaler direktør i FRIIS & MOLTKE, Palle Hurwitz ”Det er en utrolig spændende og attraktiv opgave, som venter forude – og hele teamet glæder sig til at udvikle dette visionære projekt”.
Det nye center skal fungere som regionens nye kraft- og videnscenter for diabetesbehandling, -forskning, -uddannelse og tværsektionelt samarbejde. Ambitionen er at opbygge verdens bedste tilbud om forebyggelse og behandling af diabetes og sikre, at dansk diabetesbehandling og -forskning forbliver internationalt førende. Projektet anslås til i alt ca. 7.000 m² og skal stå færdigt i 2022.